Næste år udkommer SPEJLKAMEL og i lang tid var det her det første digt + et meme

Som om

han har sit selvbillede kørende på repeat indendørs i hovedet.

Er noget tegneserieagtigt over det

når  mennesker siger noget om sig selv. Ved at man skal være opmærksom så.

Sidst jeg sagde noget om mig selv var

hvis det skal være sådan direkte. Noget jeg siger

direkte                           

om mig selv.                      

Var nok i går. Bliver næsten aldrig syg.           

Måske endda også: har et robust immunforsvar. Var ikke noget

jeg som sådan sagde, var nærmere - kan huske

at det var en ting jeg var tæt på at sige. Stod i bryggerset hos mine forældre

nogen i huset var syge              

og nu var min kæreste også ved at blive syg! Er

nået så langt som til at formulere sætningen

mærker hvordan det vil være at sige den

venter på det rette tidspunkt at lade den falde. Nej, siger det ikke.

Virker lidt irriterende at påpege at man ikke er syg.                   

Måske det heller ikke er helt rigtigt. Ved ikke hvad der er normalt

kan stadig huske sidst jeg var syg              

lugtede af lort i flere dage, kunne selv lugte det. Også -

jeg mener, jeg kastede også op, ned i kummen           

sidde på knæ der foran toilettet                 

brække sig endnu mere fordi jeg kom til at tænke på

at der lige før var løbet en slags væske ud af min røv derned. 

Elephantine Colossus

I de to år der gik fra James Lafferty opførte Elephantine Colossus på Coney Island og til Statue of Liberty var færdigbygget i 1886 var den elefantformede bygning det første synlige menneskabte objekt for de tusindvis der kom til New York af søvejen. Bygningen var mere end 45 meter høj og indeholdt cigarforretninger i sine forreste ben, mens hovedindgangen fandtes i de bageste i form af en vindeltrappe. På grund af den oprindelige plan om at lade Elephantine Colossus fungere som hotel, var den blandt andet indrettet med velkomsthal, avisboder, et galleri og, i hvad der ville have været elefantens venstre lunge: et museum. I øjnene udmundede teleskoper og fra det lille observatorium kunne hotellets gæster studere stjernerne på den østlige himmel ude over havet. På forsiden af The Illustrated American fra 10. oktober 1896 udgør øjnene en spøgelsesagtig hvid kontrast til den helt mørke silhuet af hovedet, mens buen på den ligeledes næsten sorte snabel følges parallelt af vandet fra flere brandslanger. Inden bygningen nedbrændte, havde den stået tom i en årrække efter i en kortere periode at have fungeret som bordel. 

Rapport fra det skaldede liv #3

Jeg sidder i den fugtige skygge under et æbletræ i den østlige del af haven, som hører til huset, og som strækker sig ud mod vandkanten, men allerede kort fra hvor jeg sidder, forvandles den fra have til krat og fortaber sig ned ad en skrænt beboet af grantræer, cypresser, kastanjetræer, en enkelt blodbøg, talrige buske og 30-40 centimeter højt græs. Jeg sidder her og venter på at huden på den del af min krop der, som ved et latterligt tilfælde, kaldes for hovedbunden, skal komme sig igen efter at en tør og brændende rødmen har bredt sig over den. Ingen havde advaret mig om det forhold, at mit meget tykke hår gennem hele livet, indtil for nogle dage siden, har afskåret huden under sig fra alle erfaringer med sollys. Imidlertid forekommer det mig, at solskoldningen har afhjulpet den psoriasis som også kom fra dagens lys, da jeg fjernede håret.

Rapport fra det skaldede liv #2

Rapport fra det skaldede liv #1

1.

Det første jeg bemærker, ud over en vedvarende, jetstrømlignende susen rundt om den nordligste del af kraniet, er, at mændene ved indgangen til min kiosk (med ophængte lyskæder over et enormt fotografi af en smilende kvinde foran en spillemaskine, det hele i en Horton Saga-inspireret lyssætning - og derhenover: prisen på kaffe to-go) betragter mig med blikke, jeg opfatter som mere aggressive tidligere. 

OM SMÅ YDMYGELSER

Den nagelfaste idé

at jeg i lang tid ikke kunne kende forskel

på udtrykkene

at strække sig

og                        

at brække sig         

liggende på et usselt                  

et sikkert tiltisset lagen.

At bære mere end hundrede fliser på én dag

de må have været så grove

følelsen af at falde og skrabe sit knæ-grove                  

mod mine hvidlige hænder, bagefter afslår jeg                     

de tyve kroner min farbror tilbød mig som betaling, fandens

til velopdragne møgunge.                               

Insistere på at          

når min mor kom for at vække mig

at hun skulle lade mig være

fordi jeg skulle brække mig først,

så flov jeg kan blive i dag

det kan strømme til mit hoved som en dampsølje

jeg ved ikke hvorfra jeg havde fået den idé

at de kunne overse det åbenlyst løgnagtige ved det -

så ydmygende at have været barn          

hvorfor sagde jeg det, at jeg spillede i en anden klub

hvor jeg hele tiden scorede mål

det var vel som om at de faktisk troede mig

jeg følte at de troede mig,

varme kinder i næstenfrosten

mens jeg griner ved at puste ud af

gør jeg det? Griner ved at puste ud af næsen

så den blege, næsten hvide

den så vel helt syg ud

bussemand rammer hende på hånden, du må forstå

at jeg er sytten år her                          

jeg kan ikke få mig selv til andet

end at kigge på hende               

som jeg ved ikke hvad.         

Da hun løfter hånden gør hun det - tydeligt

hele armen svinger som en -            

som en kran hen over mit hoved og tørrer den af i, nej,

hun kan da ikke have tørret den af i min taske?          

Hvorfor er det minde så kraftfuldt            

det er lille og hårdt som en knude i håndfladen, hvad er jeg overhovedet

i det minde, jeg er jo næsten ingenting                           

kun en som husker forkert, tager fejl af to udtryk, hvem som helst

kunne have spillet den rolle men jeg kunne jo ikke sige:

der var et barn som ikke kunne huske forskel.

Den underlige fold i hukommelsen det er, at jeg ikke på det tidspunkt kunne have nogen forestilling om at den hændelse, hvor jeg ligger og siger det der, at jeg nogleogtyve år senere skulle kunne sidde og huske det, lade det gennemspille i forskellige versioner i min fantasi, som en generel form, den form: at jeg i lang tid ikke kunne huske forskel på udtrykkene at strække sig og at brække sig.

fotos

(Stine i køkkenet)

(bag persienner)

(Rasmus)

(Rasmus d. 2.)

(arbejdsværelset)

(plante i lys)

(Olga)

Skal i radioen om lidt

Klar til at sige noget klogt

digt med billede

Digteren ved mødet med naturens skønhed

nu er følelsen

af at have en krop

jeg ser ind i fortiden altid

når vi ser hen på stjernerne

og ser millioner år tilbage

og får den tanke

at vi er det stjernestøv

der er begyndt at kigge på sig selv

og får den tanke

at vi er det stjernestøv

der er begyndt at bekrige sig selv

og får den tanke

at vi er det stjernestøv

der er begyndt at drømme

at vi har åbnet en port

og ind gennem den

flyver milliarder af bier

som en fold i et præuniverselt materiale

der bedst kan beskrives som ingenting

sidder mine tanker,

den strukturelle vold, mit hus?

og husmurenes faste blå

glemmer uendeligt og

gennem porerne

nej jeg bor

lige der

hvor jeg ånder

det er påske

og så er jordomdrejningen stadig i gang

og befinder sig netop

på det stadie hvor den befinder sig

og sollyset falder som sollys falder

alt hvad det kræver

for at få os til at gå imod alt hvad vi mener at tro på

er praktiske omstændigheder, en sten spættet med mos

i plænen i det der drejer om sig selv

som drejer og drejer om det

der drejer om sig selv,

skum, vi kan være skum

i et andet dyrs forestilling

tanken er min krops afgrænsning

den er det

den ikke er

her i rummet

er mennesket svævende

en vag substans i forhold til stjernerne

min tyngde er noget uden for mig selv

sprogene siger hinanden

og det hele er del

af det samme

der fortsætter

og når det stopper har det aldrig været her

sælerne skræpper

vi ved ikke hvorfor

det er bare verdens ende

der hyler ud over ishavet

politiske dyr

politiske nedsmeltede

smeltende dyr

solen er politik

under den er rensdyrene på flugt

gennem dalen og pomeloen i en blød hånd

goplerne der er fanget på sandet

verden findes ikke på kortet

men som et styrt gennem torsoens silos rungende

hvor suset kan bo

som det hyler gennem sproget

jeg vil fødes som regn

arkitektlampe der lyser sit lys

lyser sit lys

ned over bordpladen

som en husmur

pladask mod jorden

i krigstid det er krigstid

gangstier løsrevet fra vejnettet

kvier er det ikke mere

nu køer med patter på

som vil føde et mirakel

det er krigstid

tusinder af fugle i flugt

over landet, svanerne bliver

i den frosne sø, store flager af lort

falder fra dyret, det er krigstid

og har været det længe

sådan må man tænke på det

et bord med sit potentiale

til at flække som en chipspose

og skindet på sovsen, muggent og svulmet

og sprængt oksebryst i kinderne

på små tyggende børn

vreden har intet ansigt

polen og jordan

en sentimental forestilling om fattigdom

nike og apple

mit blik er et skab

det har mange boliger

og muligheden

for at lave ingenting

i tusind år

udenfor

slår dyrene

hinanden ihjel

vi skal alle sammen leve

for at leve igen

som regn i mellemtiden

er huset forsvundet

vi lander på et andet kontinent

Hulubulu

Hulubulu pitchet ned. Hør den og dø af grin og skræk.

Flink person på mit arbejde: Nå, hvad handler dine digte så om?

Mig:

De rigtige McCoys

Findes stadig og jeg ser sådan her ud fordi jeg lige har læst Rasmus Hallings sindsygt gode digtsamling Mörkhall

Dumb Starbucks!

"By adding the word 'dumb', we are technically "making fun" of Starbucks, which allows us to use their trademarks"

Man kan se mere her eller man kan google lidt 'dumb starbucks'.

Jeg er helt vild med albummet The Philosophy of the World. Det er lavet af Shaggs, som var et pigeband bestående af tre søstre, hvis far havde en insisterende fantasi om at se dem som popband. Så han tvang dem til at øve og optræde. Det endte ikke helt som Destiny's Child. Selvom The Philosophy of the World ikke er et meget hørbart album, vil jeg alligevel anbefale at man giver det chancen lidt mere end 10-15 sekunder. Efterhånden som man kommer bare nogle minutter ind, synes jeg at man bliver suget ned i den her malstrøm af skæve rytmer og stemninger og tonearter. Som en eller anden bemærkede på Pitchfork er det umuligt ikke konstant at tænke på at musikken er lavet af mennesker, når man hører det her album. Det synes jeg, at det er noget virkelig fint ved.

Tre eksempler på fremmedgørende kemi

Der er noget helt fantastisk ulækkert over den her kemiske reaktion

Det her er heller ikke noget man har lyst til at se sin kop kaffe gøre

Det sidste eksempel på stenede kemigifs er hydrofobisk sand. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det som tryllelort

En fiskestime blev fanget, da vandet i en bugt ved øen Lovund i det temmelig nordlige Norge, frøs - efter sigende på grund af 7-8 pludselige minusgrader og østenvind.

Røgringsmaskine

Motion picture

Foley

Foley er et begreb der dækker alle smålydene i film. Ikke eksplosioner eller dialog, men lyden af fodtrin, lyden af at klø sig, af at en person løfter noget fra bordet. Er fascinerende synes jeg, alle disse ikke-lyde, at nogen skal sidde og skabe dem - og hvor overdrevne de er, når man først har fået øje på det. Aldrig har den lyd det giver at tage et par handsker af været højere og mere gnidende end i film.
Et sindsygt sjovt klip her, hvor de har sat billedet fra filmen overfor billedet af foley-produktionen.
Her er en video, hvor en kvinde blandt andet tæsker en selleri.

For et stykke tid siden faldt jeg over nogle videoer af folk, som fyldte myrerkolonier op med flydende aluminium, lod det størkne og derefter udgravede strukturen. Det blev til sådan noget som det her (man kan hoppe frem til 1.46. Jeg kan ikke finde ud af at få den til at starte der):

Er noget sært fascinerende ved den slags for mig. Dels at den slags samfunds- og bygningsstrukturer opstår uden planlægning i vanlig, menneskelig forstand. Dels den suveræne gestus hvormed man overhælder det med kogende aluminium for at illustrere the beauty ved det. Fremvisningen af afstøbningen til sidst får en helt onanistisk murder ballads-karakter.

Voiceoverens konstant overraskede tone giver ligesom også et twist til det hele.

I dag faldt jeg så over denne video, der trods alt får ovenforstående afstøbninger til at virke lidt sølle:

I år 964 beskriver den persiske astronom Abd al-Rahman al-Sufi med en enkelt linie i sit værk om fikserede stjerner en mindre sky midt i stjernebilledet Andromeda. På arabiske stjernekort fra middelalderen kan man se at objektet begynder at optræde under navnet Lille sky. Da Charles Messier nøjagtig 800 år senere katalogiserede skyen som det 31. i rækken af 110 Messier-objekter - en liste over faste, men diffuse objekter på himlen, som skulle hjælpe kometjægere med at skelne forbipasserende himmellegemer fra faste - var han ikke opmærksom på al-Sufi og angav i stedet den tyske astronom, Simon Marius, som skyens opdager. Marius havde i midten af December 1612 været den første til at foretage en teleskopisk observation af fænomet; han bemærkede at skyens lysstyrke steg svagt ind mod midten og sammenlignede dens bløde glød med lyset fra et stearinlys set gennem horn. Med instrumenter der var over et kvart årtusindes udvikling mere avancerede end Simon Marius', kunne William Herschel i 1785 notere sig en svag rødlig farve i hvad han opfattede som den stjernetåge der befandt sig tættest på os, og ud fra farven og størrelsen af tågen anslog han at den ikke kunne befinde sig mere end 2.000 gange så langt fra jorden som Sirius, hvilket svarer til omtrent 17.000 lysår. Siden er den estimerede afstand vokset sammen med teleskoperne. I 1917 beregnede Heber Curtis afstanden til at være 500.000 lysår og fremlagde på baggrund heraf muligheden for at der kunne være tale om anden galakse end Mælkevejen, hvilket ikke overraskende mødte en del modstand i videnskabelige kredse, indtil esteren Ernst Öpik i 1922 overbevisende får placeret stjernetågen i nærheden af 1.500.000 lysår fra jorden og dermed godt uden for vores egen galakse. Dermed var universet med ét sprængt en ubegribelighed større. I dag anslår forskerne afstanden til Andromeda til 2.500.000 lysår. Men det bliver den ikke ved med. Mælkevejen og Andromeda befinder sig i øjeblikket på vejen mod et sammenstød og nærmer sig hinanden med en hastighed på cirka 144 kilometer i sekundet. Da al-Sufi for over tusind år siden fik øje på den lille lysende sky på himlen, befandt den sig således mere end 4500 milliarder kilometer længere fra ham end den gør for os nu.

Billedet viser Andromeda med kunstigt forøget lysstyrke