Jeg er helt vild med albummet The Philosophy of the World. Det er lavet af Shaggs, som var et pigeband bestående af tre søstre, hvis far havde en insisterende fantasi om at se dem som popband. Så han tvang dem til at øve og optræde. Det endte ikke helt som Destiny's Child. Selvom The Philosophy of the World ikke er et meget hørbart album, vil jeg alligevel anbefale at man giver det chancen lidt mere end 10-15 sekunder. Efterhånden som man kommer bare nogle minutter ind, synes jeg at man bliver suget ned i den her malstrøm af skæve rytmer og stemninger og tonearter. Som en eller anden bemærkede på Pitchfork er det umuligt ikke konstant at tænke på at musikken er lavet af mennesker, når man hører det her album. Det synes jeg, at det er noget virkelig fint ved.

Tre eksempler på fremmedgørende kemi

Der er noget helt fantastisk ulækkert over den her kemiske reaktion

Det her er heller ikke noget man har lyst til at se sin kop kaffe gøre

Det sidste eksempel på stenede kemigifs er hydrofobisk sand. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det som tryllelort

En fiskestime blev fanget, da vandet i en bugt ved øen Lovund i det temmelig nordlige Norge, frøs - efter sigende på grund af 7-8 pludselige minusgrader og østenvind.

Røgringsmaskine

Motion picture

Foley

Foley er et begreb der dækker alle smålydene i film. Ikke eksplosioner eller dialog, men lyden af fodtrin, lyden af at klø sig, af at en person løfter noget fra bordet. Er fascinerende synes jeg, alle disse ikke-lyde, at nogen skal sidde og skabe dem - og hvor overdrevne de er, når man først har fået øje på det. Aldrig har den lyd det giver at tage et par handsker af været højere og mere gnidende end i film.
Et sindsygt sjovt klip her, hvor de har sat billedet fra filmen overfor billedet af foley-produktionen.
Her er en video, hvor en kvinde blandt andet tæsker en selleri.

For et stykke tid siden faldt jeg over nogle videoer af folk, som fyldte myrerkolonier op med flydende aluminium, lod det størkne og derefter udgravede strukturen. Det blev til sådan noget som det her (man kan hoppe frem til 1.46. Jeg kan ikke finde ud af at få den til at starte der):

Er noget sært fascinerende ved den slags for mig. Dels at den slags samfunds- og bygningsstrukturer opstår uden planlægning i vanlig, menneskelig forstand. Dels den suveræne gestus hvormed man overhælder det med kogende aluminium for at illustrere the beauty ved det. Fremvisningen af afstøbningen til sidst får en helt onanistisk murder ballads-karakter.

Voiceoverens konstant overraskede tone giver ligesom også et twist til det hele.

I dag faldt jeg så over denne video, der trods alt får ovenforstående afstøbninger til at virke lidt sølle:

I år 964 beskriver den persiske astronom Abd al-Rahman al-Sufi med en enkelt linie i sit værk om fikserede stjerner en mindre sky midt i stjernebilledet Andromeda. På arabiske stjernekort fra middelalderen kan man se at objektet begynder at optræde under navnet Lille sky. Da Charles Messier nøjagtig 800 år senere katalogiserede skyen som det 31. i rækken af 110 Messier-objekter - en liste over faste, men diffuse objekter på himlen, som skulle hjælpe kometjægere med at skelne forbipasserende himmellegemer fra faste - var han ikke opmærksom på al-Sufi og angav i stedet den tyske astronom, Simon Marius, som skyens opdager. Marius havde i midten af December 1612 været den første til at foretage en teleskopisk observation af fænomet; han bemærkede at skyens lysstyrke steg svagt ind mod midten og sammenlignede dens bløde glød med lyset fra et stearinlys set gennem horn. Med instrumenter der var over et kvart årtusindes udvikling mere avancerede end Simon Marius', kunne William Herschel i 1785 notere sig en svag rødlig farve i hvad han opfattede som den stjernetåge der befandt sig tættest på os, og ud fra farven og størrelsen af tågen anslog han at den ikke kunne befinde sig mere end 2.000 gange så langt fra jorden som Sirius, hvilket svarer til omtrent 17.000 lysår. Siden er den estimerede afstand vokset sammen med teleskoperne. I 1917 beregnede Heber Curtis afstanden til at være 500.000 lysår og fremlagde på baggrund heraf muligheden for at der kunne være tale om anden galakse end Mælkevejen, hvilket ikke overraskende mødte en del modstand i videnskabelige kredse, indtil esteren Ernst Öpik i 1922 overbevisende får placeret stjernetågen i nærheden af 1.500.000 lysår fra jorden og dermed godt uden for vores egen galakse. Dermed var universet med ét sprængt en ubegribelighed større. I dag anslår forskerne afstanden til Andromeda til 2.500.000 lysår. Men det bliver den ikke ved med. Mælkevejen og Andromeda befinder sig i øjeblikket på vejen mod et sammenstød og nærmer sig hinanden med en hastighed på cirka 144 kilometer i sekundet. Da al-Sufi for over tusind år siden fik øje på den lille lysende sky på himlen, befandt den sig således mere end 4500 milliarder kilometer længere fra ham end den gør for os nu.

Billedet viser Andromeda med kunstigt forøget lysstyrke