Digteren ved mødet med naturens skønhed
nu er følelsen
af at have en krop
jeg ser ind i fortiden altid
når vi ser hen på stjernerne
og ser millioner år tilbage
og får den tanke
at vi er det stjernestøv
der er begyndt at kigge på sig selv
og får den tanke
at vi er det stjernestøv
der er begyndt at bekrige sig selv
og får den tanke
at vi er det stjernestøv
der er begyndt at drømme
at vi har åbnet en port
og ind gennem den
flyver milliarder af bier
som en fold i et præuniverselt materiale
der bedst kan beskrives som ingenting
sidder mine tanker,
den strukturelle vold, mit hus?
og husmurenes faste blå
glemmer uendeligt og
gennem porerne
nej jeg bor
lige der
hvor jeg ånder
det er påske
og så er jordomdrejningen stadig i gang
og befinder sig netop
på det stadie hvor den befinder sig
og sollyset falder som sollys falder
alt hvad det kræver
for at få os til at gå imod alt hvad vi mener at
tro på
er praktiske omstændigheder, en sten spættet med
mos
i plænen i det der drejer om sig selv
som drejer og drejer om det
der drejer om sig selv,
skum, vi kan være skum
i et andet dyrs forestilling
tanken er min krops afgrænsning
den er det
den ikke er
her i rummet
er mennesket svævende
en vag substans i forhold til stjernerne
min tyngde er noget uden for mig selv
sprogene siger hinanden
og det hele er del
af det samme
der fortsætter
og når det stopper har det aldrig været her
sælerne skræpper
vi ved ikke hvorfor
det er bare verdens ende
der hyler ud over ishavet
politiske dyr
politiske nedsmeltede
smeltende dyr
solen er politik
under den er rensdyrene på flugt
gennem dalen og pomeloen i en blød hånd
goplerne der er fanget på sandet
verden findes ikke på kortet
men som et styrt gennem torsoens silos rungende
hvor suset kan bo
som det hyler gennem sproget
jeg vil fødes som regn
arkitektlampe der lyser sit lys
lyser sit lys
ned over bordpladen
som en husmur
pladask mod jorden
i krigstid det er krigstid
gangstier løsrevet fra vejnettet
kvier er det ikke mere
nu køer med patter på
som vil føde et mirakel
det er krigstid
tusinder af fugle i flugt
over landet, svanerne bliver
i den frosne sø, store flager af lort
falder fra dyret, det er krigstid
og har været det længe
sådan må man tænke på det
et bord med sit potentiale
til at flække som en chipspose
og skindet på sovsen, muggent og svulmet
og sprængt oksebryst i kinderne
på små tyggende børn
vreden har intet ansigt
polen og jordan
en sentimental forestilling om fattigdom
nike og apple
mit blik er et skab
det har mange boliger
og muligheden
for at lave ingenting
i tusind år
udenfor
slår dyrene
hinanden ihjel
vi skal alle sammen leve
for at leve igen
som regn i mellemtiden
er huset forsvundet
vi lander på et andet kontinent
