mandag den 12. maj 2014

OM SMÅ YDMYGELSER

Den nagelfaste idé
at jeg i lang tid ikke kunne kende forskel
på udtrykkene
at strække sig
og                        
at brække sig         
liggende på et usselt                  
et sikkert tiltisset lagen.
At bære mere end hundrede fliser på én dag
de må have været så grove
følelsen af at falde og skrabe sit knæ-grove                  
mod mine hvidlige hænder, bagefter afslår jeg                     
de tyve kroner min farbror tilbød mig som betaling, fandens
til velopdragne møgunge.                               
Insistere på at          
når min mor kom for at vække mig
at hun skulle lade mig være
fordi jeg skulle brække mig først,
så flov jeg kan blive i dag
det kan strømme til mit hoved som en dampsølje
jeg ved ikke hvorfra jeg havde fået den idé
at de kunne overse det åbenlyst løgnagtige ved det -
så ydmygende at have været barn          
hvorfor sagde jeg det, at jeg spillede i en anden klub
hvor jeg hele tiden scorede mål
det var vel som om at de faktisk troede mig
jeg følte at de troede mig,
varme kinder i næstenfrosten
mens jeg griner ved at puste ud af
gør jeg det? Griner ved at puste ud af næsen
så den blege, næsten hvide
den så vel helt syg ud
bussemand rammer hende på hånden, du må forstå
at jeg er sytten år her                          
jeg kan ikke få mig selv til andet
end at kigge på hende               
som jeg ved ikke hvad.         
Da hun løfter hånden gør hun det - tydeligt
hele armen svinger som en -            
som en kran hen over mit hoved og tørrer den af i, nej,
hun kan da ikke have tørret den af i min taske?          
Hvorfor er det minde så kraftfuldt            
det er lille og hårdt som en knude i håndfladen, hvad er jeg overhovedet
i det minde, jeg er jo næsten ingenting                           
kun en som husker forkert, tager fejl af to udtryk, hvem som helst
kunne have spillet den rolle men jeg kunne jo ikke sige:
der var et barn som ikke kunne huske forskel.
Den underlige fold i hukommelsen det er, at jeg ikke på det tidspunkt kunne have nogen forestilling om at den hændelse, hvor jeg ligger og siger det der, at jeg nogleogtyve år senere skulle kunne sidde og huske det, lade det gennemspille i forskellige versioner i min fantasi, som en generel form, den form: at jeg i lang tid ikke kunne huske forskel på udtrykkene at strække sig og at brække sig.

fredag den 9. maj 2014

fotos

(Stine i køkkenet)

(bag persienner)

(Rasmus)

(Rasmus d. 2.)

(arbejdsværelset)

(plante i lys)

(Olga)

torsdag den 8. maj 2014