OM SMÅ YDMYGELSER

Den nagelfaste idé

at jeg i lang tid ikke kunne kende forskel

på udtrykkene

at strække sig

og                        

at brække sig         

liggende på et usselt                  

et sikkert tiltisset lagen.

At bære mere end hundrede fliser på én dag

de må have været så grove

følelsen af at falde og skrabe sit knæ-grove                  

mod mine hvidlige hænder, bagefter afslår jeg                     

de tyve kroner min farbror tilbød mig som betaling, fandens

til velopdragne møgunge.                               

Insistere på at          

når min mor kom for at vække mig

at hun skulle lade mig være

fordi jeg skulle brække mig først,

så flov jeg kan blive i dag

det kan strømme til mit hoved som en dampsølje

jeg ved ikke hvorfra jeg havde fået den idé

at de kunne overse det åbenlyst løgnagtige ved det -

så ydmygende at have været barn          

hvorfor sagde jeg det, at jeg spillede i en anden klub

hvor jeg hele tiden scorede mål

det var vel som om at de faktisk troede mig

jeg følte at de troede mig,

varme kinder i næstenfrosten

mens jeg griner ved at puste ud af

gør jeg det? Griner ved at puste ud af næsen

så den blege, næsten hvide

den så vel helt syg ud

bussemand rammer hende på hånden, du må forstå

at jeg er sytten år her                          

jeg kan ikke få mig selv til andet

end at kigge på hende               

som jeg ved ikke hvad.         

Da hun løfter hånden gør hun det - tydeligt

hele armen svinger som en -            

som en kran hen over mit hoved og tørrer den af i, nej,

hun kan da ikke have tørret den af i min taske?          

Hvorfor er det minde så kraftfuldt            

det er lille og hårdt som en knude i håndfladen, hvad er jeg overhovedet

i det minde, jeg er jo næsten ingenting                           

kun en som husker forkert, tager fejl af to udtryk, hvem som helst

kunne have spillet den rolle men jeg kunne jo ikke sige:

der var et barn som ikke kunne huske forskel.

Den underlige fold i hukommelsen det er, at jeg ikke på det tidspunkt kunne have nogen forestilling om at den hændelse, hvor jeg ligger og siger det der, at jeg nogleogtyve år senere skulle kunne sidde og huske det, lade det gennemspille i forskellige versioner i min fantasi, som en generel form, den form: at jeg i lang tid ikke kunne huske forskel på udtrykkene at strække sig og at brække sig.

fotos

(Stine i køkkenet)

(bag persienner)

(Rasmus)

(Rasmus d. 2.)

(arbejdsværelset)

(plante i lys)

(Olga)

Skal i radioen om lidt

Klar til at sige noget klogt

digt med billede

Digteren ved mødet med naturens skønhed

nu er følelsen

af at have en krop

jeg ser ind i fortiden altid

når vi ser hen på stjernerne

og ser millioner år tilbage

og får den tanke

at vi er det stjernestøv

der er begyndt at kigge på sig selv

og får den tanke

at vi er det stjernestøv

der er begyndt at bekrige sig selv

og får den tanke

at vi er det stjernestøv

der er begyndt at drømme

at vi har åbnet en port

og ind gennem den

flyver milliarder af bier

som en fold i et præuniverselt materiale

der bedst kan beskrives som ingenting

sidder mine tanker,

den strukturelle vold, mit hus?

og husmurenes faste blå

glemmer uendeligt og

gennem porerne

nej jeg bor

lige der

hvor jeg ånder

det er påske

og så er jordomdrejningen stadig i gang

og befinder sig netop

på det stadie hvor den befinder sig

og sollyset falder som sollys falder

alt hvad det kræver

for at få os til at gå imod alt hvad vi mener at tro på

er praktiske omstændigheder, en sten spættet med mos

i plænen i det der drejer om sig selv

som drejer og drejer om det

der drejer om sig selv,

skum, vi kan være skum

i et andet dyrs forestilling

tanken er min krops afgrænsning

den er det

den ikke er

her i rummet

er mennesket svævende

en vag substans i forhold til stjernerne

min tyngde er noget uden for mig selv

sprogene siger hinanden

og det hele er del

af det samme

der fortsætter

og når det stopper har det aldrig været her

sælerne skræpper

vi ved ikke hvorfor

det er bare verdens ende

der hyler ud over ishavet

politiske dyr

politiske nedsmeltede

smeltende dyr

solen er politik

under den er rensdyrene på flugt

gennem dalen og pomeloen i en blød hånd

goplerne der er fanget på sandet

verden findes ikke på kortet

men som et styrt gennem torsoens silos rungende

hvor suset kan bo

som det hyler gennem sproget

jeg vil fødes som regn

arkitektlampe der lyser sit lys

lyser sit lys

ned over bordpladen

som en husmur

pladask mod jorden

i krigstid det er krigstid

gangstier løsrevet fra vejnettet

kvier er det ikke mere

nu køer med patter på

som vil føde et mirakel

det er krigstid

tusinder af fugle i flugt

over landet, svanerne bliver

i den frosne sø, store flager af lort

falder fra dyret, det er krigstid

og har været det længe

sådan må man tænke på det

et bord med sit potentiale

til at flække som en chipspose

og skindet på sovsen, muggent og svulmet

og sprængt oksebryst i kinderne

på små tyggende børn

vreden har intet ansigt

polen og jordan

en sentimental forestilling om fattigdom

nike og apple

mit blik er et skab

det har mange boliger

og muligheden

for at lave ingenting

i tusind år

udenfor

slår dyrene

hinanden ihjel

vi skal alle sammen leve

for at leve igen

som regn i mellemtiden

er huset forsvundet

vi lander på et andet kontinent